Thursday, February 5, 2009

Lys forude

Februar kan føles som helt overflødig, hvad skal man dog stille op med sådan en trist, grå og helt igennem kedelig måned? - Men man kan være heldig at opleve en anden side af den, som nu i morges. Himmel og jord gik ud i ét, hyllet i en magisk dis. Alt dækket af nyfalden sne og så tyst og stille som i en dyb søvn - og dog sitrende af en stille forventning. Midvinter er passeret, og i Moder Jords skød vil livet snart spire igen. Ah, søde forventning!




Jeg sov ganske vist sødt i nat, men dén der var vågen oplevede måske natten som i digtet her af H.C. Andersen...

Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.


Hvis ikke jeg havde børn, ville jeg formodentlig sove februar væk, gå i hi som en anden bjørn. Men børnenes aktivitetsniveau er ikke det mindste påvirket af årstiden. En større del af tiden tilbringes indendørs, og skaberkræfterne medfører en stor mængde kreationer eksempelvis i form af tegninger, som kræver et vist organisations/oprydningstalent hos deres mor. Jeg tror der på ugebasis laves omkring 100 tegninger, og det dækker faktisk en ret stor del af husets gulvareal. Og det er altså et erfaringsbaseret faktum!

Tegnemapper er et let og hyggeligt projekt, hvor alle kan være med.
- Selvom billederne vist taler for sig selv, får du lige en fremstillingsvejledning:
Man tager et stykke karton på 46x64 cm (det kan købes i boghandler, hobbyforretninger og større supermarkeder i et utal af farver) og folder det på den lange led. Der prikkes huller med en spids genstand langs siderne, som syes sammen med garn (stoppenål uden spids er lettest for små børn). Og så kan man dekorere af hjertens lyst. Når mappen er fuld kan den evt sorteres og dateres af en voksen. Selv helt små børn kan sagtens sy en mappe med en smule vejledning.



1 comment:

  1. Hello.
    I invited you to visit my blog!
    www.ruisousaartworks.blogspot.com
    Thanks and regards.

    ReplyDelete

Please share your thoughts and ideas. Thank you for commenting!